For Aalborg Portland er kompetenceudvikling andet og mere end kurser og formelle uddannelsesforløb. Den viden- og erfaringsopsamling, der sker gennem det daglige arbejde, interne jobskift, deltagelse i projekter og gennem aktiv deltagelse i aktiviteter i og uden for virksomheden, er værdifulde udviklingsaktiviteter.
De kompetenceudviklingsaktiviteter, som vi gennemfører, skal sikre, at vi når vores forretningsmæssige mål. De skal gennemføres i en målrettet og kontinuerlig proces på alle niveauer i virksomhederne - organisatorisk og individuelt. Uanset hvor i verden, du er ansat.
Ethvert tiltag for at udvikle kompetencer bygger således på forretningsmæssige behov og er afstemt i forhold hertil.
Det er et fælles ansvar, at der hele tiden sker den nødvendige faglige og personlige udvikling, så den enkelte medarbejders kompetencer udvikles og holdes ajour i forhold til virksomhedens behov. Herved sikres samtidig, at medarbejdernes "markedsværdi" i og uden for Aalborg Portland fastholdes.
Udgangspunktet for kompetenceudvikling på Aalborg Portland er en individuel opstilling af relevant personlig og faglig kompetenceprofil, der efterfølgende danner grundlag for udpegning af relevante udviklingsønsker.
PU samtaler
Alle medarbejdere skal minimum 1 gang om året have en personlig samtale med den nærmeste leder, hvor følgende emner drøftes:
- Generel drøftelse af trivsel, samarbejde og forslag til forbedringer
- Evaluering af personlig, faglig og leder kompetenceprofil
- Evaluering af aftalte mål og resultater siden sidste PU-samtale
- Opsamling af job- og karriereønsker
- Behov for efterfølgerplan
PU-samtalen skaber en række informationer, som danner input til den efterfølgende uddannelsesplan samt evt. job- og karriereudviklingsplan og efterfølgerplan.
Vi har udviklet et brugervenligt webbaseret IT værktøj, der støtter hele forberedelsen, gennemførelsen, dokumentationen og opfølgningen af PU-samtalen.
Værktøjet kalder vi HR@Portland.