Portland cement. Det var, hvad englænderen Joseph Aspdin kaldte det produkt blandet af kalksten og ler, som han tog patent på i 1824. "Portland" på grund af ligheden med bygningssten fra Portland i England - og "cement" fra det latinske cæmentum, der betyder hugget sten.
Den danske produktion af cement kom for alvor i gang i anden halvdel af 1800-tallet, men i dag er kun én af de mange cementfabrikker tilbage: Aalborg Portland i Rørdal ved Aalborg.
I 1880'erne foreslog Aalborg-købmanden Hans Holm sin barndomsven fra Skive, ingeniør Frederik Læssøe Smidth at bygge en cementfabrik i Nordjylland. Valget faldt hurtigt på Rørdalgårdens jorder, ca. 4 km nordøst for Aalborg.
Den nødvendige aktiekapital blev rejst af de 3 partnere i firmaet F.L. Smidth & Co. A/S: Frederik Læssøe Smidth, Poul Larsen, Alexander Foss samt Hans Holm, og Aktieselskabet Aalborg Portland-Cement-Fabrik blev stiftet den 16. oktober 1889.
Rørdal-fabrikken udmærkede sig dengang som nu ved at have let adgang til råmaterialerne kridt og ler - og ved en ideel placering med hensyn til skibstransport. Det gælder uanset om der er tale om afsætning i Danmark eller på vort stadigt ekspanderende eksportmarked.
Vi har gennem de seneste år forstærket eksportindsatsen ganske betydeligt og er i dag verdens største eksportør af hvid cement. Aalborg Portland leverer i dag cement til ca. 70 markeder verden over.