Pressemeddelelse

Efterspørgslen vokser: Ny generation af dansk cement har siden 2020 mere end halveret klimaaftrykket

Klimaaftrykket falder på tværs af Aalborg Portlands cementprodukter. Fra den traditionelle Rapid i 2020 til FutureCEM i 2026 er det opgjorte aftryk mere end halveret. Samtidig steg salget af FutureCEM med 55 procent i første halvår af 2026 sammenlignet med samme periode året før, og FutureCEM er nu virksomhedens mest solgte cementtype. Udviklingen afspejler at branchen i stigende grad efterspørger materialer, der kombinerer dokumenterede reduktioner i klimaaftryk med de egenskaber og den holdbarhed, som beton er kendt for.

Siden 2020 har Aalborg Portland reduceret sin CO2-udledning fra fabrikken i Aalborg med knap én million tons. Den omstilling kan også aflæses i cementernes miljøvaredeklarationer, også kaldet EPD’er. De dokumenterer klimaaftrykket fra den cement, der indgår i kundernes beton og byggeprojekter. Da beton anvendes bredt i både byggeri og infrastruktur, har udviklingen i cementens klimaaftryk stor betydning for byggeriets samlede omstilling.

I 2026 har FutureCEM et klimaaftryk på 420 kg CO2-ækvivalenter pr. ton. Det er 51 procent lavere end de 860 kg, som den traditionelle Rapid-cement lå på i 2020. Også Rapid har fået et lavere aftryk og ligger i 2026 på 646 kg, et fald på cirka 25 procent siden 2020.

– Det er hele vores cementproduktion, vi omstiller. Når vi reducerer cementens CO2-belastning ved at ændre brændslerne og cementernes sammensætning, gavner det selvsagt også den beton, som byggeriet har brugt i mange år. Samtidig kan vi med nye produkter som FutureCEM komme endnu længere ned i klimaaftryk, siger Morten Frederiksen, Product Manager hos Aalborg Portland.

FutureCEM blev lanceret i 2021 og har styrke på niveau med Rapid, men et cirka 35 procent lavere klimaaftryk ifølge produkternes EPD’er for 2026. I FutureCEM er en del af de brændte cementklinker nemlig erstattet med kalkfiller og kalcineret ler. Det mindsker behovet for at opvarme kridt, som frigiver naturligt bundet CO2 under brændingen.

Fra alternativ til mest solgte cement

Den teknologiske udvikling bliver i stigende grad fulgt af markedet, som i højere grad efterspørger byggematerialer med et lavere CO2-aftryk end tidligere. I første halvår af 2026 var salget af FutureCEM 55 procent højere end i samme periode i 2025. Siden april har FutureCEM været Aalborg Portlands mest solgte cementtype.

I trælaster og byggemarkeder blev salget ottedoblet i samme periode. Fremgangen skal blandt andet ses i sammenhæng med, at FutureCEM fra marts 2026 har afløst Basis Aalborg i Aalborg Portlands sortiment af pakket cement.

– At FutureCEM i dag er vores mest solgte cementtype, viser, at omstillingen har fået reel skala i markedet, og at et lavere klimaaftryk er blevet en ny standard og en helt central del af kundernes materialevalg, siger Morten Frederiksen.

Næste skridt mod CO2-neutralitet

Aalborg Portland arbejder videre med nye cementtyper med lavere indhold af klinker og fortsætter arbejdet med at erstatte kul og petcoke med alternative og biogene brændsler samt gas. På sigt er målet at bruge certificeret biogas.

Omstillingen af brændselsmix og nye produkter gør det dog ikke alene. Fra 2030 er ambitionen at fange og lagre 1,4 millioner tons CO2 om året gennem projektet ACCSION. CO2-fangst er nødvendig for at kunne fjerne procesemissionerne, der kommer fra opvarmningen af kridtet, og teknologien er derfor en central del af Aalborg Portlands mål om at blive CO2-neutral på egne direkte udledninger i 2030.

– Vi er ved at gøre op med forestillingen om, at cement og dermed beton nødvendigvis skal have et stort klimaaftryk. Vores beregninger viser et potentiale for at bringe cementens klimaaftryk ned omkring nul fra 2030, når CO2-fangst kombineres med den fortsatte omstilling af brændsler og produktion. Det skal give betonproducenter og bygherrer endnu bedre muligheder for yderligere at reducere klimaaftrykket i deres egne produkter og projekter, slutter Morten Frederiksen.

EPD-tallene dækker fremstilling af råvarer, indgående transport til fabrikken og egen produktion.

For yderligere oplysninger kontakt venligst: