Nyhed

Europæiske toppolitikere på inspirationstur hos Aalborg Portland

En delegation bestående af bl.a. minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, og den belgiske klimaminister, Jean-Luc Crucke, besøgte fredag Aalborg Portland i strålende solskin i forbindelse med det uformelle ministermøde for europæiske miljø- og klimaministre i Aalborg.

 

Fredag den 11. juli 2025 lagde en europæisk klimadelegation vejen forbi Aalborg Portland i forbindelse med det danske EU-formandskabs samling af europæiske klima- og miljøministre i Aalborg. Delegationen hos Aalborg Portland blev ledet af den danske minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, og havde desuden deltagelse af EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, samt den belgiske klimaminister, Jean-Luc Crucke, og Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot.

Besøget havde bl.a. til formål at indvie de udenlandske gæster i Danmarks arbejde med Aftalen om Grøn skattereform for industrien og fremvise et konkret eksempel på, hvordan aftalen udmønter sig i samspil med en dansk industrivirksomhed. Aalborg Portland blev i den forbindelse præsenteret som et eksempel på, hvordan europæisk industri kan omstille sig i tæt samspil med politiske rammevilkår på både dansk og europæisk niveau.

Besøget gav dermed også delegationen et indblik i Aalborg Portlands mangeårige klimaarbejde, den første forpligtende klimaaftale med den danske regering i 2020 og ikke mindst Aalborg Portlands nyligt offentliggjorte klimamålsætning om CO2-neutralitet i 2030 og CO2-fangstprojektet ACCSION, der er støttet af EU’s Innovationsfond.

Vi er naturligvis glade for at kunne fortælle og fremvise, hvordan vi i praksis omsætter politiske aftaler og europæisk regulering til konkrete investeringer og resultater. Vi oplever i stigende grad, at vores måde at arbejde med klimaomstilling på vækker interesse internationalt – og vi er stolte af at kunne vise, at det er muligt at kombinere tung industri og klimahandling, siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør for Corporate Affairs hos Aalborg Portland.

Med ved besøget var også repræsentanter fra Air Liquide, der sammen med Aalborg Portland står bag CO2-fangstprojektet ACCSION. Sammen planlægger de at opføre et CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland, der fra 2030 skal reducere virksomhedens udledning med 1,5 mio. tons CO2 årligt. Projektet er støttet af EU’s Innovationsfond med 1,6 mia. kroner og indebærer etableringen af en af de første fuldt integrerede onshore CCS-værdikæder i Europa.

Aalborg Portland er i dag en af Europas største producenter af grå og hvid cement og beskæftiger ca. 350 medarbejdere i Danmark.

Funded by the European Union. Views and opinions expressed are however those of the author(s) only and do not necessarily reflect those of the European Union or the European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency (CINEA). Neither the European Union nor the granting authority can be held responsible for them.