Pressemeddelelse

Milliardstøtte til CO2-fangst sikrer markant bidrag til Danmarks klimamål

Med støtte på ca. 875 kr. pr. ton fanget CO2, svarende til op til 1,1 mia. kr. årligt i 15 år, kan Aalborg Portland nu tage det afgørende skridt mod etableringen af et af Europas første og største industrielle CO2-fangstprojekter. Projektet markerer en central milepæl i Aalborg Portlands omstilling mod CO2-neutralitet på egne direkte udledninger og vil samtidig levere det største enkeltstående bidrag til Danmarks klimamål.

Aalborg Portland har underskrevet en aftale med Energistyrelsen om støtte til CO2-fangst på ca. 875 kr. pr. ton fanget CO2, svarende til op til 1,1 mia. kr. årligt over 15 år. Det giver et samlet støttebeløb på 16,5 mia. kr., som indekseres i forhold til inflation.

Støtten omfatter fangst, transport og lagring af op til 1,25 mio. tons CO2 årligt fra 2030, hvor CCS-anlægget forventes at være idriftsat. Aalborg Portland arbejder samtidig med en ambition om at kunne fange 1,4 mio. tons CO2 årligt. Som et fuldt integreret CCS-projekt er en succesfuld realisering betinget af rettidig og koordineret idriftsættelse af infrastrukturen til fangst, transport og lagring.

Aftalen markerer en vigtig milepæl for et af Europas mest betydningsfulde industrielle dekarboniseringsprojekter – og ikke mindst for cementindustrien, som er vanskelig at omstille på grund af procesemissioner. Samtidig muliggør projektet udviklingen af en ny dansk værdikæde for fangst, transport og onshore lagring af CO2.

Det her er en skelsættende dag for Aalborg Portland og for dansk CO2-fangst. Med aftalen kan vi nu tage det afgørende skridt mod realiseringen af et projekt, der ikke bare er stort i dansk sammenhæng, men som hører til blandt de største industrielle CO2-fangstprojekter i Europa. Projektet kan sætte Danmark i front på CCS og vise resten af Europa, hvordan tung industri kan omstilles i stor skala, siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.

Projektet etableres i samarbejde med Air Liquide, som bidrager med sin kryogene CO2-fangstteknologi, og Harbour Energy, der som operatør i Greenstore-konsortiet vil arbejde frem mod permanent lagring af CO2.

Med projektet, som går under navnet ACCSION, tager Aalborg Portland et afgørende skridt i sin klimaplan mod målet om at blive CO2-neutral på egne direkte udledninger i 2030.

Ved idriftsættelsen forventes projektet at levere mere end halvdelen af den danske CCS-puljes samlede mål om at fange 2,3 mio. tons CO2 årligt. Dermed vil projektet yde et betydeligt bidrag til Danmarks klimamål og samtidig styrke dansk industris langsigtede konkurrencekraft i den grønne omstilling. Det er afgørende for bygge- og anlægsbranchen og for samfundet bredt set, fordi cement fortsat vil være en nødvendig del af fremtidens byggeri og infrastruktur.

– Vi er både stolte og ydmyge over at have underskrevet en aftale, som ikke alene er afgørende for Aalborg Portlands egen omstilling, men som også kan sætte et meget tydeligt aftryk på Danmarks klimamål. Med projektet bliver vi i sandhed en del af løsningen og kan skrive dansk klimahistorie med den mest markante omstilling nogensinde i dansk erhvervsliv – og med det største enkeltstående bidrag til Danmarks klimamål, siger Søren Holm Christensen.

For yderligere oplysninger om udbudsprocessen og de fulde vilkår for støtten henvises til Energistyrelsens hjemmeside på ens.dk.

Fakta om projektet

  • Støtte: Der ydes støtte på ca. 875 kr. pr. ton fanget CO2, svarende til op til 1,1 mia. kr. årligt i 15 år. Det giver et samlet støttebeløb på 16,5 mia. kr., som indekseres i forhold til inflation.
  • CO2-fangst: Aftalen med Energistyrelsen omfatter fangst, transport og lagring af op til 1,25 mio. tons CO2 årligt fra 2030 til 2044.
  • Ambition: Aalborg Portland arbejder med en ambition om at kunne fange 1,4 mio. tons CO2 årligt fra cementproduktionen i Aalborg.
  • Yderligere reduktioner: Ca. 100.000 tons CO2 kan fortrænges via afledte effekter, herunder udnyttelse af overskudsvarme.
  • Værdikæde: Projektet skal muliggøre etableringen af den første fuldt integrerede onshore CCS-værdikæde i EU og kræver koordineret udvikling af infrastrukturen til fangst, transport og lagring.
  • Samarbejde: Projektet etableres i samarbejde med Air Liquide om kryogen fangstteknologi og Harbour Energy, der som operatør i Greenstore-konsortiet vil arbejde frem mod permanent lagring af CO2.
  • Status: Aalborg Portlands CO2-fangstprojekt er udpeget som Danmarks første strategiske nettonul-projekt under EU’s Net-Zero Industry Act.
  • Betydning: Aalborg Portland forventes sammen med sine øvrige klimainitiativer at levere ca. 49 procent af industriens samlede reduktionsmål i Danmark i 2030.

For yderligere oplysninger
Kontakt venligst Aalborg Portlands presseservice:

 

“Funded by the European Union. Views and opinions expressed are however those of the author(s) only and do not necessarily reflect those of the European Union or the European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency (CINEA). Neither the European Union nor the granting authority can be held responsible for them.”