Nyhed

Ny bog samler efterspurgt viden og erfaring om jordfugtig beton

Vigtigt arbejdsværktøj og referencepunkt for betonvareindustrien er netop udkommet.

Ny bog samler efterspurgt viden og erfaring om jordfugtig beton

Med bogen ”Jordfugtig beton” fra Aalborg Portland samles teoretisk og praktisk viden om jordfugtig beton for første gang i ét værk. Det giver muligheden for at skabe en fælles brancheforståelse af, hvordan delmaterialerne i jordfugtig beton kan udnyttes til at skabe betonvarer af højeste kvalitet. Samtidig bidrager bogen markant til opkvalificering af betonvareindustriens medarbejdere.

Bogen fra Aalborg Portland er resultatet af et samarbejde med bl.a. AMU Nordjylland, Dansk Byggeri, KVM International, Haarup Maskinfabrik, samt en række af Dansk Betons medlemmer i Blokforeningen og Belægningsgruppen om opstart af en ny uddannelse for maskinoperatører til betonvareindustrien i Danmark. Projektet tager udgangspunkt i den store efterspørgsel på opkvalificering af medarbejdere, som uddannelsesinstitutionerne igennem de seneste år har oplevet fra de danske betonvareproducenter.

Efterspurgt i mange år

Hidtil har den eksisterende danske betonlitteratur primært fokuseret på parametre for blødstøbt konstruktionsbeton såsom SCC- og sætmålsbeton. Det har derfor længe været et ønske fra Aalborg Portland at lave en samling af den teoretiske og praktiske viden, der vedrører jordfugtig beton. Da Blokforeningen i 2019 igangsatte arbejdet omkring uddannelsesmateriale til maskinoperatøruddannelsen, blev det tydeligt, at hele branchen manglede noget samlet litteratur med fokus på, hvordan delmaterialerne kunne udnyttes for at skabe den bedste kvalitet i betonvarer af jordfugtig beton.

Produkt teknisk konsulent hos Aalborg Portland, Jens Mouritsen Møller, har stået for det store stykke arbejde med at skrive og redigere bogen, og det flotte resultat er nu klar. I udarbejdelsen af bogen har Jens Mouritsen Møller taget udgangspunkt i at besvare de typiske problemstillinger, som betonvareproducenter arbejder med til dagligt. I mange sammenhænge er det afgørende, at medarbejderen har et indgående kendskab til betonteknologien og de delmaterialer, som maskinen skal forarbejde. Kvaliteten af det endelige produkt afhænger nemlig i høj grad af de betonteknologiske egenskaber, som den enkelte recept besidder. Med ”Jordfugtig beton” i hånden kan branchens medarbejdere nu få et langt bedre indblik i disse egenskaber og parametre.

Aalborg Portlands salgsdirektør, Brian Dürr, glæder sig over resultatet:

”Jens har lavet et fremragende stykke arbejde med bogen, som dækker et mangeårigt behov. Jeg håber og tror, at den bliver et vigtigt arbejdsværktøj og referencepunkt for betonvareindustrien fremover.”

Onsdag d. 12. maj, kl. 9.00 afholdes et webinar, hvor Jens og Brian vil fortælle om bogen og planerne for formidlingen af dens indhold og konklusioner. Tilmeld dig arrangementet her.
Kunder ved Aalborg Portland finder bogen på aalborgportland.dk/ekstranet og kan rekvirere en trykt version ved henvendelse til sales@aalborgportland.com.