Pressemeddelelse

Salg af CO2-reduceret cement steg med over 40 procent i 2025

I et år, hvor skærpede klimakrav blev introduceret i dansk byggeri, steg Aalborg Portlands salg af den CO2-reducerede cement FutureCEM med hele 43 procent. I 2025 udgjorde salget af FutureCEM, der har op til 30 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med konventionel cement, således hele 25 procent af cementsalget i et ellers stagnerende marked.

Anvendelsen af CO2-reducerede cementtyper fortsætter med at vinde frem i den danske byggebranche, og med sidste års indførelse af det nye bygningsreglement, BR25, kan Aalborg Portland konstatere en markant fremgang i salget af FutureCEM. I 2025 steg salget med hele 43 procent sammenlignet med året forinden. Det betyder, at FutureCEM nu samlet udgør 25 procent af det grå cementsalg.

Med op til 30 procent lavere CO2-aftryk end konventionel cement spiller FutureCEM – sammen med andre CO2-reducerede cementtyper – en nøglerolle i omstillingen af byggesektoren og i Aalborg Portlands ambition om at blive CO2-neutral på egne udledninger i 2030, blandt andet gennem udvikling af nye CO2-reducerede cementtyper.

– Det er rigtig positivt, at vi ser en markant fremgang i salget af vores CO2-reducerede cement. Der er tale om et produkt, der ligger utroligt mange udviklingstimer bag, inden det kom på markedet i 2021. Siden da har adoptionen af FutureCEM krævet en løbende modning i markedet, og det er nu accelereret yderligere med sidste års indførelse af skærpede klimakrav. Det er en positiv udvikling, som både understøtter vores egen omstilling og vores arbejde med at levere produkter med et lavere CO2-aftryk til byggebranchen, siger Aalborg Portlands CEO Søren Holm Christensen.

Udviklingen i salget af FutureCEM har været positiv gennem hele 2025, og fremgangen er bredt funderet på tværs af flere af byggeriets centrale segmenter. Inden for fabriksbeton, der er det største segment for cement i Danmark, er volumen af FutureCEM steget med 18 procent og udgør nu 29 procent af segmentets samlede volumen. Samtidig har næsten alle kunder i segmentet i dag FutureCEM i sortimentet.

Stærk fremgang i elementer og betonvarer

Også inden for betonelementer er der markant fremgang. Her er volumen vokset med cirka 50 procent som følge af både konvertering af eksisterende kunder og nye aktører, der i dag i vid udstrækning anvender FutureCEM som deres primære cementtype.

I 2025 er det samtidig for alvor lykkedes at få FutureCEM integreret i betonvare-segmentet, som nu er det klart næststørste segment for FutureCEM. Volumen er mere end femdoblet, drevet af et mindre antal kunder – blandt andet virksomheder, der arbejder med tolagsbetoner.

Vi ser det som resultatet af flere års tæt dialog, samarbejde og testforløb med vores kunder, at vi nu lykkes med en så markant fremgang på tværs af flere segmenter. Det viser, at brugen af CO2-reduceret cement og anvendelse af CO2-reducerede byggematerialer i det hele taget ikke længere er et nichevalg, men i stigende grad bliver anvendt bredt i branchen. Det er en udvikling, vi glæder os til at understøtte yderligere i de kommende år, siger Søren Holm Christensen.

Inden for pakket cement til private og mindre erhvervsdrivende er der ligeledes fremgang i salget af FutureCEM, og Aalborg Portland forventer et yderligere løft i 2026 i takt med, at FutureCEM erstatter BASIS Aalborg cement, der hidtil har været den mest udbredte cement i trælaster og byggemarkeder.

Om Aalborg Portlands udvikling af CO2-reduceret cement

FutureCEM kom på markedet i 2021, og i 2022 vandt produktet Byggeriets Klimapris, fordi det har op til 30 procent mindre CO2-aftryk sammenlignet med andre cementtyper. FutureCEM er blevet benyttet i flere kendte byggerier i Danmark – blandt andet arkitektfirmaet BIGs nye domicil i København.

Aalborg Portland har som målsætning at blive CO2-neutral på egne direkte udledninger i 2030, og virksomhedens klimaplan bygger på tre hovedinitiativer: 1) produktudvikling og øget salg af CO2-reducerede cementer som FutureCEM, 2) øget anvendelse af alternative brændsler og 3) fangst og lagring af CO2.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Læs mere om FUTURECEM på www.futurecem.dk