Kontakt os her
Aalborg Portland A/S
Postboks 165, 9100 Aalborg
Rørdalsvej 44, 9220 Aalborg Øst
Telefon: +45 9816 7777
Telefax: +45 9810 1186
Aalborg Portland har siden november 2023 testet sit andet pilotanlæg til CO2-fangst under det EU-støttede projektsamarbejde ConsenCUS, der har en række internationale forskningsinstitutioner og virksomheder ombord. Efter en række indsigtsgivende tests hos Aalborg Portland er CO2-fangstanlægget nu sendt videre til en ny virksomhed i Rumænien.
Aalborg Portland har de seneste år haft et massivt fokus rettet mod CO2-fangst, bl.a. med egne tests af teknologien i forbindelse med virksomhedens cementproduktion på fabrikken i Aalborg. Teknologien spiller nemlig en nøglerolle i forhold til Aalborg Portlands ambitiøse klimaplan, hvor målsætningen er at reducere virksomhedens CO2-udledning med 73 procent i 2030 sammenlignet med udledningen i 2021.
I den forbindelse har Aalborg Portland netop afsluttet tests af sit andet pilotanlæg til CO2-fangst, der blev indviet af Hans Kongelige Højhed Kong Frederik i november 2023.
Testene er udført i regi af det EU-støttede projektsamarbejde ConsenCUS, hvor en række internationale virksomheder og forskningsinstitutioner samarbejder om at afprøve en ny teknologi inden for CO2-fangst og udnyttelse, der udelukkende drives via elektricitet.
– Det er første gang, at man tester denne CO2-fangstteknologi, der udelukkende drives via elektricitet, i denne skala, og det har derfor været en utroligt spændende proces at skulle udføre netop disse tests i forbindelse med Aalborg Portlands produktion. At få anlægget til at fungere i denne skala har derfor været en vigtig milepæl under disse tests, siger Juanita Dàvila fra Aalborg Portland.
Sustainability Director i Cementir, Jesper Sand Damtoft, fortsætter:
– For os giver det nogle erfaringer forud for etablering af et CO2-fangstanlæg i fuld skala, ligesom vi er med til at drive udviklingen inden for dette område fremad, hvor vi i ConsenCUS-samarbejdet nu er blevet bekræftede i, at der findes flere mulige teknologier til CO2-fangst.
Anlægget har ligeledes haft til hensigt at teste udnyttelsen af CO2 ved at omdanne CO2 til myresyre, hvilket kan anvendes som råmateriale i blandt andet plastik m.v. Også tests af denne del af pilotanlægget er forløbet med et positivt resultat til følge. ConsenCUS-anlægget er nu sendt videre til en virksomhed i Rumænien, hvor anlægget skal gennemgå yderligere tests, inden det afslutningsvis skal testes hos en græsk virksomhed.
Aalborg Portland vil i løbet af efteråret 2024 etablere sit tredje pilotanlæg til CO2-fangst med henblik på at foretage yderligere tests forud for etablering af et anlæg i fuld skala.